Gå til hovedindholdet

Sådan indsender du en klage på EU-niveau

Hjælp at hente fra EU's organer

Selv om du normalt håndhæver dine rettigheder bedst på nationalt plan i det land, du bor i, kan der også være mulighed for at få hjælp på EU-plan.

Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender

Du har ret til at indgive et andragende til Europa-Parlamentet vedrørende anvendelsen af EU-retten (TEUF's artikel 227). Du kan indgive dit andragende pr. post eller online via Europa-Parlamentets website. Læs mere om andragender til Europa-Parlamentet på websitet om EU-borgerskab og fri bevægelighed.

Europa-Kommissionen

Du kan kontakte Europa-Kommissionen om enhver foranstaltning (lov, forordning eller administrativ bestemmelse), mangel på foranstaltning eller praksis i et medlemsland, som du mener er i uoverensstemmelse med EU-lovgivningen.

Europa-Kommissionen kan kun behandle din klage, hvis den vedrører en overtrædelse af EU-lovgivningen begået af myndighederne i et EU-land. Hvis din klage vedrører en privatperson eller et privat organ (medmindre du kan bevise, at nationale myndigheder er involveret), skal du forsøge at løse problemet på nationalt plan (via domstole eller andre tvistbilæggelsesordninger). Europa-Kommissionen kan ikke behandle klager over privatpersoner eller organer, som ikke involverer offentlige myndigheder.

Er du ikke ekspert i EU-lovgivning, kan det være svært at finde ud af præcis, hvilken EU-lov du mener er blevet overtrådt. Dit Europa – Råd & Vink giver hurtig og uformel rådgivning på dit eget sprog.

Den europæiske ombudsmand

Hvis du mener, at Europa-Kommissionen ikke har behandlet din anmodning korrekt, kan du kontakte Den Europæiske Ombudsmand (TEUF's artikel 24 og 228).

Sådan indgiver du en klage til Europa-Kommissionen

Du skal indgive din klage via standardklageformularen. Det gør det lettere for os at forstå dit problem. Du kan udfylde formularen på ethvert officielt EU-sprog. Sørg for at angive følgende:

  • En præcis beskrivelse af, hvordan du mener, de nationale myndigheder har overtrådt EU-reglerne, og hvilken EU-lov, du mener, er blevet overtrådt.
  • Oplysninger om, hvilke skridt du allerede har taget for at få oprejsning.

Hvad gør Europa-Kommissionen med din klage?

Klager, som indgives til Europa-Kommissionen, går gennem følgende proces:

  • Europa-Kommissionen bekræfter, at den har modtaget din klage inden for 15 hverdage.
  • Europa-Kommissionen opfordrer dig til at sende din klage igen, hvis du ikke har anvendt standardklageformularen.
  • Inden for de efterfølgende 12 måneder vurderer Europa-Kommissionen din klage og forsøger at afgøre, om der skal indledes en formel traktatbrudsprocedure mod det pågældende land.
  • Hvis det spørgsmål, du rejser, er særlig kompliceret, eller hvis Europa-Kommissionen har brug for at bede dig eller andre om flere oplysninger, kan det tage over 12 måneder at nå frem til en afgørelse. Du vil blive informeret, hvis vurderingen tager over 12 måneder.
  • Hvis Europa-Kommissionen afgør, at der er hold i din klage, og indleder en formel traktatbrudsprocedure mod det pågældende land, vil du blive informeret om sagens udvikling.
  • Hvis Kommissionen kontakter myndighederne i det land, din klage vedrører, oplyser den ikke din identitet, medmindre du har givet udtrykkelig tilladelse til det.
  • Hvis Europa-Kommissionen mener, at dit problem kan løses mere effektivt gennem en af de uformelle eller udenretslige problemløsningstjenester, kan den foreslå dig, at din sag overdrages til en sådan tjeneste.
  • Hvis Kommissionen afgør, at dit problem ikke udgør en overtrædelse af EU-lovgivningen, bliver du informeret om dette pr. brev, inden din sag lukkes.
  • Du kan når som helst give Europa-Kommissionen yderligere materiale vedrørende din klage eller bede om at møde repræsentanter for Europa-Kommissionen.

Læs mere om, hvordan Europa-Kommissionen håndterer sine forbindelser med klagere: Meddelelse om forbindelserne med klagere i sager om anvendelsen af EU-retten.

Indgivelse af en klage online

Du kan udfylde og indsende onlineklageformularen.

Indgivelse af en klage pr. e-mail eller post

Hvis du ønsker at indgive en klage pr. e-mail eller post, skal du udfylde standardklageformularen, som findes på alle EU-sprog. Følg venligst instruktionerne på formularen.

Formularen hjælper dig med at strukturere din klage og sikre, at den indeholder alle relevante oplysninger. For at lette behandlingen af din klage bedes du udfylde formularen på skærmen eller skrive med tydelige bogstaver.

Kommissionen kan godt modtage e-mails fra en certificeret e-mailadresse (f.eks. [dot] [dot] [dot] atpec [dot] it ([dot][dot][dot][at]pec[dot]it)), men af tekniske årsager kan vi ikke sende svar til en certificeret e-mailadresse. Du skal derfor angive en standardiseret e-mailadresse og/eller en postadresse i klageformularen, så vi kan svare dig.

16. MAJ 2023
Klageformular ved mistanke om, at et medlemsland har overtrådt EU-lovgivningen

Særlig databeskyttelseserklæring – Behandling af klager over anvendelsen af EU-retten

Klagen skal sendes til følgende adresse:

Europa-Kommissionen
Generalsekretæren
B-1049 Bruxelles
BELGIEN

eller

Europa-Kommissionens kontor i dit land

 

icon info

Spørgeundersøgelse om klageformularen vedrørende en medlemsstats anvendelse af EU-retten

Denne spørgeundersøgelse drejer sig om din oplevelse af den standardformular, der anvendes til at indgive klager til Kommissionen om en medlemsstats anvendelse af EU-retten.

Hvad kan Kommissionen gøre, og hvad kan den ikke gøre?

Når Kommissionen har undersøgt din klage, tager den stilling til, om der skal følges op på den. Kommissionen kan beslutte, at den ikke vil indlede en formel traktatbrudsprocedure, selv om den mener, at der er tale om en tilsidesættelse af EU-lovgivningen. Visse sager kan bedre håndteres ved hjælp af andre mere hensigtsmæssige ordninger på EU-plan eller i de enkelte lande. Dette gælder især individuelle sager om ukorrekt anvendelse af EU-lovgivningen, der ikke rejser principielle spørgsmål, og hvor der ikke foreligger tilstrækkelige beviser for en generel praksis, et problem med den nationale lovgivnings overensstemmelse med EU-retten eller en systematisk mangel på overholdelse af EU-retten. I sådanne sager vil Kommissionen, hvis klageren har adgang til effektiv retsbeskyttelse, normalt bede denne om at få behandlet sagen i sit bopælsland (se meddelelsen om forbindelserne med klagere i sager om anvendelsen af EU-retten).
Som eksempel kan nævnes, at Kommissionen i 2017 lukkede traktatbrudssager og klager vedrørende spilsektoren. Kommissionen anså det ikke for at være en prioritet at bruge sine retshåndhævende beføjelser til at fremme et indre marked for onlinespilletjenester i EU. Klager vedrørende spilsektoren kan behandles mere effektivt af de nationale domstole end af Kommissionen.
Hvis Kommissionen på den anden side lægger sag an mod et EU-land ved EU-Domstolen og vinder sagen, skal landet træffe alle foranstaltninger for at afhjælpe overtrædelsen.
Hvis Kommissionen indbringer sagen for EU-Domstolen, kan det tage flere år, før Domstolen afsiger dom. De domme, der afsiges af Domstolen, er forskellige fra de nationale domstoles domme. EU-Domstolens dom handler kun om, hvorvidt EU-retten er overtrådt eller ej. Domstolen kan hverken annullere en national bestemmelse, som ikke er i overensstemmelse med EU-retten, eller tvinge en national myndighed til at efterkomme en anmodning fra en privatperson eller dømme medlemsstaten til at betale skadeserstatning til en privatperson, som har lidt skade på grund af en overtrædelse af EU-lovgivningen. For at søge om kompensation skal klageren stadig indbringe sagen for en national domstol inden for tidsfristen i den nationale lovgivning.

Flere klager

Kommissionen modtager undertiden et stort antal klager om samme emne angående den samme medlemsstat (såkaldte sager med flere klager). I sådanne tilfælde kan Kommissionen beslutte at kommunikere med klagerne via offentliggørelser på Europa-webstedet. Denne kommunikationsmetode gør det muligt for Kommissionen at reagere hurtigt og informere alle de berørte parter. Den giver også Kommissionen mulighed for at reagere på forhold af potentielt bredere offentlig interesse inden for det emne, som klagerne har taget op.

Som et første skridt offentliggør Kommissionen bekræftelsen af modtagelsen af "sagen med flere klager". Klagerne orienteres senere om den opfølgning, som Kommissionen kan beslutte at foretage i forbindelse med sagen med flere klager, og om den endelige afgørelse.

Særlig databeskyttelseserklæring – Behandling af klager over anvendelsen af EU-retten

Information om Kommissionens afgørelser med hensyn til traktatbrudssager offentliggøres her.

OSZAR »